Er du en pleaser?
Samwel Francis, Unsplash
Genkender du disse 3 tilgange til nære relationer, så er du muligvis på overarbejde med at please andre!
1. Pleaseren løber foran problemerne
Den, der først spotter et potentielt problem eller en konflikt, er også mest tilbøjelig til at medregne dette på forhånd. Kender du det, at du ønsker at tale om noget eller udtrykke et behov, men inden du når dertil, har du gransket det hele i en grad, der gør at du udskyder eller undgår?
Det er blevet for utrygt at sige, hvad du ønskede, fordi du har tænkt på alle de negative konsekvenser, det måske vil få.
Din hensigt er god, for tænker du dig godt om, vil du (måske) forudse forløbets gang og derved også undgå at tingene går skævt.
Man kan sige, at du i tankerne løber foran en potentiel konflikt eller afvisning. At løbe foran afvisning kan foregå ved at undersøge tvivlstanker som;
Er jeg for meget?
Beder jeg om for meget?
Bliver jeg misforstået?
Fremstår jeg som uretfærdig?
Denne tænkning vil ofte fylde på bagkant af socialt samvær. Efter samvær med andre, får man ofte tvivlstanker om sin egen adfærd og denne tvivl forsvinder naturligt igen, med mindre vi imødegår den med bekymring.
For en pleaser kan bekymringstanker om, hvad andre synes om én, blive tolket som tegn på denne måde:
Hvis jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg har gjort noget forkert i andres øjne, og jeg tilmed føler dette ubehag i min krop, så må det være et tegn på, at jeg har handlet forkert og jeg bør rette op på sagen.
Tvivl betyder at jeg skal gennemgå episoden og forsøge at udregne, hvordan jeg blev opfattet af den anden part, sådan at jeg kan reparere skaden og derved genetablere ro i mit sind og i min krop.
Dette leder til langvarig bekymring, øget kropslig uro og ændret adfærd, der har til hensigt at beskytte relationen.
2. Har du ofte følelsen af at være utilstrækkelig?
Pleaseren oplever på baggrund af ovenstående bekymringstendens ofte sig selv som ‘bagud på point’ og deraf kommer den pleasende adfærd: At gå ud af sin vej for andre selvom det kan gå udover egen trivsel.
Pleaseren gør ekstra meget i sine relationer for at cope med følelsen af at være bagud, og har det bedst med at gøre for meget, da det dulmer bekymringen.
Pleaseren lærer sig at overhøre egne behov og lytter mere til angsten for at blive afvist af andre, da dette ubehag trumfer. Pleaserens adfærd kan være præget af:
Behagesyge. Pleaseren er ovre i sin modparts potentielle ønsker i sine tanker, og uagtet at man ikke kan læse tanker, søger pleaseren at imødekomme sine ‘gæt’ på, hvad modparten behøver for at kunne lide og elske pleaseren tilbage.
Over-kompensation. Pleaseren kommer fx ofte på overarbejde som planlægningsansvarlig. Hvis du skal udvise stor retfærdighed i relationer og sørge for at alle antageligvis føler sig set og godt behandlet, kan der gå meget tid og planlægning med holde kontakt og arrangere aftaler og aktiviteter.
At ofre sig selv og sine egne planer/idéer/behov.
At teste sine relationer pga. usikkerhed. Pleaseren kan have tendens til at kaste brødkrummer ud om, hvad vedkommende ønsker, som en måde at tjekke andres respons uden at risikere at lægge for meget frem i det åbne.
At være svær for andre at læse. Pleaseren kan indtage en afventende position og være svær at forhandle og finde kompromisser med da det bliver svært at afgøre, hvor man har vedkommende. Pleaseren kan være dårligt i kontakt med egne behov og ønsker og derfor bliver det naturligt svært for andre at mærke om vedkommende er tilfreds.
Overopmærksom på alle i lokalet. Pleaseren vil ofte have mange følere ude i lokalet og være opmærksom på tegn på afvisning eller utilfredshed. Pleaseren hæfter sig ved bemærkninger og kropssprog som opfylder profetien om afvisning og leder til bekymring.
3. Spøgelser fra fortiden
At please er ikke et bevidst valg; det er snarere en vane, som er opbygget af lav tryghedsfølelse. Den pleasende adfærd har sandsynligvis hjulpet dig i tidligere situationer i dit liv.
At holde lav profil, bøje sig for andres ønsker eller tilbageholde idéer og behov har måske været det “bedste” valg, hvis du har stået i utrygge situationer, hvor det havde direkte negative konsekvenser, hvis du ikke fulgte disse strategier.
At have interageret længe med personer som efterlod oplevelsen i dig af at der ikke var plads til at du skulle udfylde plads, kan betyde, at du genskaber dette mønster i nye og andre interaktioner. At du, måske ubevidst, formoder, at det tjener dig bedst at være ekstra varsom og går og holder igen – sideløbende med at bekymringerne og frustrationen springer afsted i dit sind.
Hvis dette skriv vækker genklang hos dig og du ser disse tankemønstre og noget af denne pleasende adfærd udspille sig i dit liv, så er metakognitiv terapi en oplagt terapiform. Metakognitiv terapi retter netop fokus mod at bryde tankestrømmene når de udspiller sig, og at træde ud af bekymringen og kvitte overkompensationen samt udforske nye måder at blive bekræftet i sine relationer. Vi står klar til at hjælpe dig med at finde mere mental ro og glæder os til at opdage, hvor meget mere overskud og energi du får, når du ikke længere søger trygheden ved at please – men derimod slipper overarbejdet og mærker at trygheden allerede er til stede.
Du er meget velkommen til at kontakte os i dag og høre, hvordan vi kan hjælpe dig.