Har jeg en vinterdepression?
Billede: Birk Enwald, Unsplash
Efteråret har for alvor meldt sig
Dagslyset er aftagende. Når vi går ind i slutningen af efteråret og når vinteren rammer, kan vi opleve, at vi frarøves vores energi og at humøret daler. Mørket og kulden kan føles som en kuppel, der omslutter os. Sofaen bliver vores bedste ven. Al motivation forsvinder.
Hvad er en vinterdepression?
Vinterdepressionen er karakteriseret ved, at den indtræffer om efteråret. Den når sit højeste punkt om vinteren, og aftager igen når foråret melder sig. Det er altså en sæsonbetinget depression.
Betegnelsen kommer af det engelske Seasonal Affective Disorder, også kaldet SAD. Det er forskelligt fra person til person i hvilken grad, SAD rammer. SAD bærer en række symptomer, der kan påvirke ens dagligdag og livsrytme.
Hvad er symptomerne?
Symptomer kan omfatte, men ikke begrænse sig til:
- Manglende energi, motivation og initiativ 
- Træthed og øget søvnbehov 
- Øget appetit 
- Nedsat social aktivitet 
- Generel utilpashed 
Vinterdepressionens onde cirkel
I forbindelse med efterårets komme, kan vi opleve, at vi begynder at holde øje med symptomer, da det nu er ”den tid på året”. Datoen, hvor vi stiller urene til vintertid, kan være en trigger. Datoen kommer til at symbolisere overgangen til modløshed og tristhed og de depressive symptomers tilbagekomst.
Det paradoksale er, at jo mere vi grubler over vinterdepressionen, jo mere vi holder øje med symptomer og ændringer i humør, desto mere bekræfter vi tilstanden. Det bliver en selvopfyldende profeti. Selve grubleriet er en stor del af den onde cirkel. Vi tænker over årsagerne: Hvorfor opstår det overhovedet og hvordan løser vi det?.
Det føles som om tankerne banker af sted. De fylder og synes vigtige at håndtere. Hvilket påvirker vores energiniveau, fordi vi bliver udmattet af at bruge tid på at forstå, analysere og håndtere symptomerne.
Den øget træthed gør, at vi måske prioriterer at sove mere eller nedsætte vores aktivitetsniveau. Det medfører flere timer hjemme til yderligere at pleje alle grublerierne.
Metakognitiv terapi og vinterdepression
Der er heldigvis hjælp at hente i den metakognitive terapi. Metakognitiv terapi er en skånsom og evidensbaseret terapiform, der hjælper med at bryde de cirkulære tankeprocesser, grublerierne.
Hos Metapraksis praktiserer vi udelukkende metakognitiv terapi. Vi hjælper dig med at genkende dine uhensigtsmæssige mønstre, og vi lærer dig, hvordan du tager kontrol over din opmærksomhed. Med andre ord: Vi lærer dig ikke at engagere dig i alle dine tanker. På den måde afhjælper vi den psykiske mistrivsel. Den tunge, depressive tilstand letter. Du lærer at fastholde hensigtsmæssige tankestrategier. Sommer som vinter.
Tag kontakt til os i dag, hvis du vil høre nærmere og bryde med gamle tankemønstre.
