HVORFOR KAN JEG IKKE FALDE I SØVN?!

Victoria Alexandrova, Unsplash

Du lægger hovedet på puden…

… og så melder tankerne sig. Et væld af tanker; indtryk; billeder; følelser. Kroppen bliver urolig. Rastløs. Du falder muligvis i søvn. Lidt. Vågner igen. Sover lidt, men ikke rigtigt. Vågner alt for tidligt. Næste dag mærker du trætheden i kroppen. Dagen føles lang og bekymringerne melder sig: Kan jeg nu sove i aften?

Dette er helt normalt. Det oplever de fleste. Vores søvn svinger i kvalitet, indsovning kan tage lang tid. Vi kan vågne mange gange i løbet af natten, vi kan også vågne længe før vækkeuret ringer.

Det er som skrevet ganske normalt. Men for nogle kan det være optakten til en ond cirkel, der fastholder og vedligeholder søvnforstyrrelserne.

Hjælp! Jeg kan ikke falde i søvn! 

Kroppen er bygget til at sove. Kroppen tager som udgangspunkt den søvn, den skal bruge. Enkelt, egentligt. Men når søvnen glipper, er det for nogle alt andet end ligetil. Når det sker, skabes der opmærksomhed på at få søvnen til at fungere. Mantraer som, ”søvn er vigtigt”, kommer til at fylde, og skabe bekymring og frygt for de konsekvenser, der følger med manglende søvn. 

Allerede i løbet af dagen kan bekymringerne trænge sig på, ”bare jeg kan sove i aften” eller ”hvordan mon natten bliver”. Som sengetid nærmer sig, desto mere uro i kroppen. Du forsøger dig med alle de gode søvnråd: sluk for skærmene; mediter; undgår koffein og så videre, i jagten på at opnå “den perfekte tilstand” til at kunne sove. Måske stræber du endda efter et tomt sind, hvor tankerne ikke er der. 

Når du ligger i sengen, forsøger du måske at undertrykke alle tanker om søvn, har nogle mentale strategier med at tælle får eller tælle baglæns, og ender med at kigge på uret for at holde øje med, hvor mange timers søvn du misser. 

Den onde cirkel er således allerede begyndt. Søvn er blevet et projekt. Søvn skal præsteres. Noget du analyserer, holder øje med og måske endda tracker. Du bekymrer dig, analyserer dine tankerne samt alle forhold, der kan spille ind og potentielt hjælpe med at forbedre søvnen. 

Desværre sker der det, at jo mere du prøver at tilstræbe den perfekte tilstand, eller målet om tomhed, desto længere væk føles målet, søvnen. På den måde bliver det midlertidige søvnbesvær til en fast kamp, hvor du forsøger at kontrollere søvnen. En umulighed, for søvn kan ikke betvinges, den kan ikke præsteres.

Der er hjælp at hente

Selvom der findes mange gode søvnråd, er det vigtigt at huske, at nogle rent faktisk sover bedst ved at falde i søvn med noget i ørene eller foran en skærm. Nogle kan godt sove, selvom de har drukket kaffe. Nogle falder i søvn ved lav temperatur, andre ved stuetemperatur. 

Problemet er ikke rådene, men hvorvidt de og alle bekymringerne omkring søvnen bliver til altopslugende og rigide regler, der i sidste ende ender med at blive en del af det kontrollerende mønster i forsøget på at sove. Således mister de gode råd deres effekt, idet de bliver en nødvendighed. Frem for at skabe ro bliver de kontrolstrategier. Hvilket gøder søvnbekymringerne yderligere. 

Hos Metapraksis hjælper vi dig med at tydeliggøre de uhensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre, der spænder ben for dig. Vi kan hjælpe dig med at bryde med dem og lære dig at stole på dig selv og din krop igen. Genvinde tillid til, at kroppen kan falde i søvn og have et godt søvnmønster uden at du bekymrer dig eller prøver med store indgreb.

Hvis du vil vide mere, så tøv ikke med at kontakte os. Det foregår lige herunder.

Christian Hanneborg

Freelance webdesigner and content creator.

4+ years of experience creating engaging and on-point digital branding across industries. 

https://www.hanneborg.com
Næste
Næste

LIDER DU AF OVERSPISNING?